Du er her: AU Om AU  AU CEI Spin-IN Mød SPININ En kæde er ikke stærkere end det svageste led

En kæde er ikke stærkere end det svageste led

Hvis et samarbejde skal give mening for begge parter, så er det vigtigt, at man kan supplere hinanden og i bedste fald hjælpe hinanden, hvor man står svagest. Måske er det derfor, samarbejdet mellem cykelbutikken WeBike og den nystartede kommunikationsvirksomhed ForSørenDa fungerer.

På et forholdsvist lille kontor i en ellers enorm cykelforretning sidder de to samarbejdspartnere Mikael Berg og Søren Hougaard Nielsen. Afskåret fra cykler, dæk og slanger har de deres eget domæne, hvor de kan koncentrere sig om hver deres forretning og dele viden og erfaring. Man fornemmer hurtigt et venskabeligt bånd imellem de to, som er blevet sat sammen igennem SPININ.

”Vi var begge tøvende i starten, men vi kom ligesom under huden på hinanden og fandt kemien mellem os, men der var SPININ med til at sætte det op og få det startet, og det har klart været det værd. Det har været en investering af tid, og SPININ tog sig ligesom af eventuelle startvanskeligheder. Personligt har jeg fået det ud af det, at jeg ikke sidder alene, og der er kommet én, man kan snakke med og dele bekymringer med. Og så giver det også noget selvtillid at kunne hjælpe én og være en slags mentor for én,” fortæller Mikael Berg, som er direktør i WeBike.

Helt konkret har der dog også været værdi at hente for WeBike og Mikael Berg:

”Jeg er blevet bedre til at kommunikere og især indenfor identitets-baseret kommunikation med kunder. Det har skabt kvalitet for os, og ud af det kommer der også vækst,” fortæller han.

Et plus at sidde i virksomheden

ForSørenDa hjælper virksomheder med at slå igennem online og få mere loyale kunder. Iværksætteren Søren Hougaard Nielsen står bag virksomheden, og han har nydt godt af samarbejdet med WeBike.

”Jeg havde konkret brug for hjælp til salg og prissætning, men det er sidenhen blevet mere vidensdeling, som tit handler om, at jeg sidder på kontoret og får et indblik i, hvordan virksomheden fungerer, og det kan  jeg bruge, når jeg er ude og snakke med andre virksomheder. WeBike ligner jo på mange måder de virksomheder, jeg leder efter som kunder. Så jeg har fået en viden om det segment, jeg ikke har kunnet købe for penge,” fortæller han.

De løbende handleplaner

Konsulenterne fra SPININ har løbende faciliteret samarbejdet mellem de to virksomheder. De løbende handleplaner har givet god mening for de to virksomheder.

”På den måde får vi mest muligt ud af samarbejdet og bliver holdt til ilden og finder ud af, at det ikke bare er for hyggens skyld. Vi skal have noget ud af det, så det er rigtig godt, at der er nogen til at hænge én op på det, og at der skal handles,” fortæller Mikael Berg.

 

De to virksomheder har også planer om et konkret samarbejde, hvor de vil lave en Facebook-kampagne for WeBike, som Søren skal have ansvaret for.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.11.2016