Du er her: AU Om AU  AU CEI Spin-IN Mød SPININ Tasken fuld af bæredygtighed

Tasken fuld af bæredygtighed

Tasker og punge af brugte bannerreklamer og gamle teltduge. Det er varesortimentet i det lille firma We:Re, som Cille Lorenzen Hjorth står bag. Livet som iværksætter er ikke altid lige nemt. Derfor har den unge chef tilmeldt sig projektet SpinIN under Aarhus Universitet. Nu samarbejder hun med firmaet Allingham & Hansen, som bl.a. udvikler og producerer salgs- og præsentationsmaterialer. Og det er ikke kun den unge iværksætter, der får noget ud af samarbejdet.

Der er andre kår ude på den store virksomhed Allingham & Hansen for Cille Lorenzen Hjort. Hun er vant til at sidde hjemme i noget, der minder om et skur og producere sine tasker og punge – nu har hun praktisk talt en hel fabrikshal til sin rådighed. Aarhus Universitet har nemlig hjulpet hende til et samarbejde med Allingham & Hansen.

”Jeg var i en periode med min virksomhed, hvor jeg skulle til at vækste. Jeg havde brug for nogen udefra til at se på mit og mine produkter. Det har jeg fået af Fritz fra Allingham & Hansen. Derudover så har jeg fået en masse ud af den sparring, vi har, og så er det super at kunne komme med en idé til et produkt og gå direkte ned i produktionen og en halv time senere, så har man en prototype i hænderne,” siger Cille Lorenzen Hjort. 

Samarbejdet er startet igennem projektet SPININ, som hører under Center for Entreprenørskab og Innovation på Aarhus Universitet. Her skaber man match mellem etablerede virksomheder og iværksættere, som enten er studerende har afsluttet deres uddannelse inden for de seneste to år. 

Nyt samarbejde giver muligheder

Cille Lorenzen Hjort er i øjeblikket studerende på TEKO. Hun har firmaet We:Re, hvor hun genanvender teltduge, bannerreklamer og laver tasker, punge og keyhangers ud af materialerne.

”Vi tager praktisk talt affald og gør det til et brugbart og salgbart produkt. Der er en masse historie og minder gemt i festivaler og lignende. På denne måde kan man tage disse minder med sig i hverdagen og huske tilbage på de fede oplevelser, man havde,” forklarer Cille Lorenzen Hjort.

Virksomheden har eksisteret siden 2012 og har bl.a. samlet telte efter Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg.

Ikke kun til gavn for iværksætterne

SpinIN gør meget ud af, at det ikke er en mentorordning, hvor iværksætterne kommer i lære hos virksomheden. Det skal derimod være et ligebyrdigt samarbejde, hvor begge parter byder ind og bidrager til hinandens virksomheder.

Direktør for Allingham & Hansen, Fritz Leth, var begejstret da han hørte om SpinIN, og han er ikke blevet skuffet efter at have mødt Cille Lorenzen Hjort.

”Selvom man er en stor virksomhed, så skal man hele tiden udvikle sig, og der er ikke nogen, der er bedre til at få tingene til at rykke sig end de unge mennesker. Samarbejdet med We:Re og Cille kører helt fantastisk. Efter en eftermiddag med hende så føler man virkelig, at man rykker sig, og man får rusket op i de gamle vaner og måder at tænke på, ” siger Fritz Leth.

"Vi klikkede bare, da vi mødte hinanden. Vi har samme humor og har samme indstilling til tingene, så det er rigtig fedt," supplerer Cille Lorenzen Hjort.

Samarbejde udmønter sig i en ny webshop

Selvom samarbejdet ikke engang har et halvt år på bagen, så er der allerede et stort projekt i støbeskeen for de to samarbejdspartnere. Snart åbner de nemlig en webshop sammen. 

"Mikset af hendes produkter og vores produkter gør, at der hele tiden bobler nye idéer til nye produkter frem," siger Fritz Leth

"Allingham & Hansen ville gerne anvende deres restmaterialer fra produktionen, og det er jeg jo ligesom ekspert i, så nu skal vi til at lave produkter sammen og sælge på nettet," forklarer Cille Lorenzen Hjort.

Industriens Fond støtter projektet

Industriens Fond støtter projektet SpinIn med 4,2 mio. kr. Målet er at skabe flere vækstiværksættere gennem en række matchforløb mellem yngre iværksættere og etablerede industrivirksomheder.

Fondens formål er at udvikle og støtte nyskabende, inspirerende og økonomisk bæredygtige projekter og initiativer, der styrker dansk industris og erhvervslivs konkurrenceevne, herunder udvikle og inspirere til samarbejde på tværs af forskning og industri. 

Industriens Fond er en privat fond med en egenkapital på ca. DKK 4 mia., heraf uddeles årligt ca. DKK 100 mio. kr. 

Du kan se mere om samarbejdet mellem We:Re og Allingham & Hansen i denne video:

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.11.2016